1Til Sangmesteren; en Psalme af David; en Sang.
2Gud! man lover dig i det stille i Zion, og dig skal betales Løfte.
3Du, som hører Bønnen, hen til dig tyr alt Kød.
4Misgerningerne ere blevne mig for svare; vore Overtrædelser, dem ville du sone!
5Salig er den, som du udvælger og lader komme nær, at han maa bo i dine Forgaarde; vi skulle mættes med dit Hus's Gode, i dit Tempels Helligdom.
6Forfærdelige Ting skal du, vor Frelses Gud, svare os i Retfærdighed, du, som er en Fortrøstning for den hele vide Jord og Havet i det fjerne.
7Han gør Bjergene faste ved sin Kraft, han er omgjordet med Vælde;
8han stiller Havets Brusen, dets Bølgers Brusen derudi og Folkenes Bulder.
9Og de, som bo ved det yderste, frygte for dine Tegn; du fylder Morgenens og Aftenens Frembrud med Jubel.
10Du har besøgt Jorden og givet den Overflod, du gør den meget rig; Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dem Korn, thi dertil gør du Jorden skikket.
11Du vander dens Furer, du nedtrykker det pløjede; du gør den blød med Regn, du velsigner dens Grøde.
12Du kroner Aaret med dit Gode, og dine Fodspor dryppe med Fedme.
13Græsgangene i Ørken dryppe, og Højene ere omgjordede med Fryd. Engene ere klædte med Faarehjorde, og Dalene ere skjulte med Korn; de juble, ja de synge.