1Af David; et „gyldent Smykke‟. Gud! bevar mig; thi jeg tror paa dig.
2Du sagde til Herren: Du er min Herre, jeg har intet Gode uden dig;
3i Samfund med de hellige, som ere i Landet, og de herlige, til hvilke al min Lyst er.
4Mange skulle deres Smerter blive, som haste efter en anden; jeg vil ikke udgyde deres Drikofre af Blod og ikke tage deres Navne paa mine Læber.
5Herren er min Arvs Del og mit Bæger; du er den, som opholder min Lod.
6Snorene faldt mig paa de liflige Steder, ja, en dejlig Arv tilfaldt mig.
7Jeg vil love Herren, som gav mig Raad; ja, mine Nyrer paaminde mig om Nætterne.
8Jeg har stedse sat Herren for mig; thi han er ved min højre Haand, jeg skal ikke rokkes.
9Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kød skal bo tryggelig.
10Thi du vil ikke overlade min Sjæl til Dødsriget; du skal ikke lade din hellige se Forraadnelse.
11Du vil kundgøre mig Livets Sti; for dit Ansigt er Mættelse af Glæder, Livsaligheder ved din højre Haand evindelig.